Om Hornstrup navnet

Fra Wikiroots.dk
Skift til: navigering, søgning

Fra Thisted lokalarkiv:

Skjoldborg-slægten. Hornstrup-Røikjær-linien

Jørgen Jensen , 1606-1679 Kirsten Jespersdatter 1606-1686.

Gården Hornstrup - eller som navnet er skrevet i 16-17 årh. Huostrup (Hostråp,Haastrup) lå ved Kailerup sogns østlige grænse op mod hovedsognet Skjoldborg. Den havde sine jorder for sig seIv - uden for Kallerup bys jordfælIesskab - og hørte til den slags enested gårde, der sædvanlig beboedes af udløbere fra adelsslægterne eller fra selvejende bondesIægter. Der er da heller ingen tvivl om,at den familie,der i begyndelsen af 17.årh. boede på Huostrup, hørte til ”de store”. Selvejergård var den ganske vist ikke; den hørte sikkert allerede dengang ind under herregården Todbøl, der Iå i sognets vestlige del.

Jørgen Jensen og Kirsten Jespersdatter.som boede på Huostrup midt i det 17. årh., må være blevet gift og have overtaget gården kort efter 1630. Jørgen er sikkert født der og har fået gården efter faderens død. Hans moder lever endnu og dør der hos sin søn 1642.

Det herskab, der i Jørgen Jensens tid ejede Todbøl, hørte til adelssIægten Høg. I begyndelsen af århundredet hed besidderen Christen Høg, og senere sad Mogens Høg på gården. Det var med herregårdene dengang som med selvejerbøndergårdene, at flere slægter ofte havde part i ejendommen. Besidderen kunne skifte uden at ejerforholdene forandredes. Den der havde gården måtte udrede afgift til de andre medejere og således synes forholdene også at have været her,

Om herskabets forhold til fæsteren ved vi i dette tilfælde intet - hverken ondt eller godt. Høgslægten var stor og meget udbredt i hele det nordlige Jylland, men har i forhold til sin udbredelse ikke mange "fine" navne at opvise. Slægten synes alt i alt i kultur og væremåde at stå selvejerbønderne nær, var gennemgående hård og robust. Det er maske ikke for intet, at Høgene i folkevisen kom til at repræsentere adelen som helhed i modsætning til Christian den Anden.

Sandsynligvis har der ikke af Huostrupmanden været gjort hoveri til hovedgården. Arbejde og landgildeydelse var på den tid endnu ikke almindeligt, og skikken er rimeligvis først temmelig sent blevet indført i en landsdel som Thy, hvor en del selvstændige slægter endnu forstod at hævde sig. Jørgen Jensen må trods fæsteforholdet sandsynligvis have været en "fri" bonde.

Fæsteafgiften var 7 tdr. byg, 2 pd. smør, 1 svin, 1 gås og 2 høns, men desuden ydedes 4 tdr. havre, som nævnes efter det øvrige og synes at være afløsning af gammel gæsteriforpligtelse, der tidligere har hvilet på ejendommen. På grundlag af disse afgifter ansattes gårdens hartkorn i 1662 til 9 tdr. 1 skp. 1 fdk. og 1 album, og fra den tid måtte der efter denne ansættelse ydes skat til kongen.

Jørgen Jensen var komrnet til verden på en tid, da landet var så rigt, at bønderne kunne slide silke om kap med adelen. Det blev hans og hans samtids skæbne at gennemleve en uafbrudt nedgangsperiode.som kun få slægtled i danmarks historie har kendt mage til. For så vidt er der noget tragisk over tiden, men der kom også begivenheder, der ramte Huostrupfolkene særlig hårdt.

Allerede den kendte række af krigsbegivenheder i landets historie i det 17. årh må give en forestilling om, hvad folk i almindelighed måtte gennemgå. Da Jørgen var 20 år gammel kom Wallesteinkrigen og Torstenssons indfald i Jylland. 15 år senere hærgedes Jylland gentagne gange under svenskekrigen 1643-45, og kun 12 år derefter kom det sidste og sværeste indfald af fjender i landet.

Jørgen Jensen og Kirsten Jespersdatters børn fødtes i årene 1635-50. De ældste var Jens, Anders og Margrethe, alle født før 1640. Derefter kom Mikkel 1641 og Maren 1643. I året 1649 fødtes der tvillinger.men de døde begge spæde. Muligvis har der været endnu flere børn, men de kendes i så fald ikke.

Om Kirsten Jespersdatters slægt vides kun at hun havde et par søstre.Anna og Volborg Jespersdøtre.

Om Huostrupfolkene under de foregående krige var blevet særlig hjemsøgt vides ikke, men straks efter krigens begyndelse 1657 ramtes de hårdt. Den svenske generalmajor Böttiger fik i september ordre til med sine ryttere at underlægge sig hele Nørrejylland. Da han kom til Limfjorden,fandt han imidlertid alle overgangsstederne mellem Løgstør og Hals tæt besat med det vendsysselske opbud. Han ilede derfor ad Lemvig til for ad Aggertangen at bane sig vej til landet norden for fjorden. Og her lykkedes det ham desværre, skønt ikke uden sværdslag og mandefald. Under Niels Lykkes anførsel havde bøndernes opbud af Thy samlet sig på tangen og havde ved den nu længst forsvundne gård Nabe opkastet en skanse for at holde fjenden ude. Også Jørgen Jensens sønner var med. Svenskerne kom og kampen blev hård, men bønderne måtte efter et stort mandefald vige. Det var den 3. oktober. 4 dage efter matte præsten i Skjoldborg-Kallerup Poul Christensen Paaske begrave 5 unge mænd, der af hans pastorat "alle var blefuen ihiel slagit aff Suenschens folch ved den Kast ved Vestervig". Blandt dem var Jens Jørgensen fra Huostrup, Jørgens ældste søn.

Men med dette tab af fædre, sønner og slægtninge var trængslerne jo langtfra forbi for Thyboerne. Forbitret over modstanden og egne tab for svenskerne "under blodfanen" videre op i landet og slog ned, hvor de traf folk, snart en bonde på hans mark, snart en fredelig vejfarende - således traf de på landevejen ved Nordentoft Jens Andersen Skriver fra Todbøl, der var på vej hjem fra Thisted og huggede ham ned - og de sparede ikke engang kvinder, børn og oldinge.

Dertil kom brandskatningen. Enten matte bønderne love store penge eller den røde hane galede. I begyndelsen af december matte Hr. Poul Paaske lade sin embedsbroder Hr. Peder i Snedsted foretage begravelser og andre kirkelige handlinger i sognet, fordi han selv "vaar i Aalborg huos Suenschens Commissarius Cohr med Brandschatten effter hans strenge Schriffuelse". Hr.Poul Paaske var - som præsterne i almindelighed - mellemmand mellem sognebørnene og svenskerne. Han havde da været deres præst i 20 år og var deres naturlige støtte. Hans små bemærkninger ved forskellige både små og store begivenheder i sognet er ofte meget vejledende, og han er så forsigtig og hensynsfuld at skrive dem på latin eller græsk, når han ikke ønsker,at alle og enhver, der tilfældig skulle få dem at se, skulle kunne læse dem.

Efter svenskerne kom de indkaldte fremmede lejetropper. Poul Paaske siger ikke noget ondt om dem. Men efter at han 2. pinsedag 1659 har begravet en 60 år gammel kone fra Lindeballe vest for Vejle, der sammen med sin mand og sine børn var flygtet op til Thy for de fremmede krigsfolk, noterer han om den døde: "I landflygtighed for de indbudne fremmede gæster, Brandenborgere og Polakker".

Det er ofte sagt om den danske adel, at den under disse tiders sørgelige forhold svigtede sin nationalspligt; men man må ikke glemme, at ivrige tilhængere af enevælden er ophav til denne beskyldning. En kendsgerning er det, at en mængde adelsmænd af alle slægter stillede både deres gods og deres personer til rigets rådighed og et meget stort antal af dem gav deres liv og blod.for fædrelandet. Blandt disse var Mogens Høg på Todbøl. Han blev såret hårdt i en kamp ved Nyborg 1659 og døde fem dage efter. Hans lig blev ført hjem, og Hr. Poul Paaske begravede ham i slægtens begravelse i Kallerup kirke. Todbøl gik nu over til en anden slægt, idet Valdemar Skram, en fætter til Mogens Høgs fader, og senere sønnen Otto Skram blev herskab på gården.

Svenskekrigen ødelagde ikke blot menneskeliv og materielle værdier, men satte kultur og oplysning langt tilbage. I de gode tider i slutningen af det 16. og begyndelsen af det 17. århundrede var man nået forholdsvis langt frem. Trangen til oplysning havde ført til, at der ligesåvel på landet som i byerne var blevet oprettet "danske skoler”. Også i Skjoldborg-Kallerup var dette sket, og børnene fra Huostrup har sikkert fået så god en skoledannelse, som man på den tid var i stand til at byde. Men nu under krigen - sidst på året 1658 - døde den danske skolemester i Skjoldborg sogn, Palle Poulsen, 61 år gammel, og han er næppe blevet erstattet. Der skulle de fleste steder i landet gå ca. 150 år, inden man på dette område fik genrejst, hvad svenskekrigen havde nedbrudt. De, der før krigen havde nemmet skolens kundskaber og færdigheder, bevarede dem vel, og de bedste af disse sørgede for i hjemmene at lære dem videre til deres børn, men alt for ofte dør disse færdigheder bort med de gamle, og vankundighed breder sig.

Krigen fik ende, og enevælden indførtes; med den kom skat på al jord i landet. Det skulle snart vise sig, at derved var landets bondestand kommet af asken og i ilden. I Huostrup som i andre hjem har man vel håbet, at nu skulle der komme tålelige tider igen, men de kom ikke eller i hvert fald blev forholdene ikke som i tidligere dage, og dertil skulle komme andre sorger …