Jørgen Pedersen Marsvin 1527

Fra Wikiroots.dk
Skift til: navigering, søgning
Jørgen Marsvin. Billedet er fra 1576, det år han blev lensmand på Fyn, så han er her 49 år. Fra s.7 i bogen ”Ellen Marsvin”. Originalbilledet findes på Frederiksborgmuseet.
Helsingborg Slot
Landskrona Slot (Citadel)
Odense Slot ligger midt i Odense by, i kongens have.
Hollufgård i Odense, som nu er kultur- og museumscenter
Dybæk
Dybæk, Skånes sydligste herresæde http://www.algonet.se/~sylve_a/dyback.htm

Født omkring 1527

Er mest kendt som far til den i danmarkshistorien mest kendte Marsvin, Ellen Marsvin – svigermor til Christian 4.

Fik iøvrigt 10 børn i alt, syv døtre og tre sønner, med Ellen som det femte barn.

Fra bogen ”Ellen Marsvin” af Hans Gregersen:

En lang karriere som en af hoffets betroede mænd. I 1548, som 21 årig, var han f.eks. med i det følge, der eskorterede Christian 3.s datter, prinsesse Anna, til hendes bryllyp i Sachsen.

I 1551 var Jørgen Marsvin at finde mellem de junkere, der opvartede den styrtede kong Christian 2. på Kalundborg slot, hvor den detroniserede majestæt tilbragte sine sidste godt ni leveår. Og ellers nævnes han i 1554 som deltager i dronning Dorotheas følge til et tysk fyrstebryllup.

Under Syvårskrigen, som de to unge brushoveder, Erik 14. af Sverige og Frederik 2. af Danmark, fremprovokerede på grund af deres latterlige strid om hvilket land, der havde ret til at føre tre kroner i rigsvåbnet, deltog Jørgen Marsvin fra 1564 som ritmester. Og i 1565 – samme år han giftede sig med adelsfrøkenen Karen Gyldenstierne – blev han udnævnt til lensmand på Helsingborg Slot. Han havde da erfaring som lensmand fra Tranekær len på Langeland, som han havde fået overdraget i 1560.

Jørgen Marsvin sad to år som lensmand på Helsingborg Slot, hvorefter han overtog posten som lensmand på det nærliggende Landskrona Slot. Og samtidig var der krigspligter. Jørgen Marsvin kommanderede således i 1567 den skånske fane, og året efter blev han udnævnt til feltøverste de to faner ryttere og fire fænniker knægte, der skulle komme Daniel Rantzau til undsætning under hans felttog ind i fjendens land. Jørgen Marsvin fik dog ikke held af sit forehavende, men blev slået tilbage ved Värnamo og vendte herfra tilbage til Skåne.

I 1570 sluttede de to udmattede lande endelig fred, og to år senere blev Jørgen Marsvin udnævnt til rigsråd.

Som lensmand skete der også forandringer for ham og hans familie, for i 1576 overtog han hvervet som stiftslensmand på Fyn. Der er imidlertid en del, der tyder på, at han havde sine problemer med at vænne sig til, at det ikke længere var rå landsknægte, han skulle tumle, for bønderne under Odensegård klagede gang på gang over ham. Odensegård varfor øvrigt et af landets mest eftertragtede len, da det både var stort og gav et godt årlig afkast. Lenet bestod af Odenses tidligere johannitterkloster, Sankt Hans, og Næsbyhoved len. Lensmanden fik sæde på Odensegård, som det tidligere kloster blev omdøbt til efter reformationen – senere ombygget til Odense Slot.

Bøndernes klager over Jørgen Marsvin drejede sig først og fremmest om lensmandens påståede nærighed med mad og husrum, når bønderne skulle køre eller udføre andet arbejde for ham. Og noget må der have været om snakken, for da kong Frederik 2. blev bekendt med klagerne over Jørgen Marsvin, fik lensmanden i 1578 en alvorlig påtale.

Hans forflyttelse til Sölvesborg (i Blekinge) kort efter var vel også et udslag af den kongelige utilfredshed med hans virke på Odensegård.

I Odense ejede Jørgen Marsvin en gård, som lå på nordsiden af byens torv. Den fik dog en ublid skæbne i 1580, da Odense dannede rammen om en større festlighed. Adelsmænd blev slået til riddere, og kong Frederik 2.s to farbrødre, hertug Hans og hertug Adolf, fik Slesvig i forlening. Torvet var dog ikke stort nok efter kongens mening, så han befalede at gøre det større. Flere huse og gårde blev revet ned, og blandt dem var Jørgen Marsvins gård. Først et par år senere fik den sikkert rasende Jørgen Marsvin tilkendt en erstatning på 500 daler.

Jørgen Marsvin var en hård og energisk personlighed, der havde et stridbart sind. Det medførte for eksempel, at han kom ud i en lang proces med sin egen slægt, der beskyldte ham for at have misbrugt sin stilling som værge for fasteren, Anna Marsvin.

Det var også Jørgen Marsvin, der var drivkraften bag det fejlslagne forsøg, som en del af familien gjorde for at få omstødt oprettelsen af Herlufsholm.

Jørgen Marsvin blev velhavende, og en del af denne velstand endte i herregården Hollufgård nær Odense, hvor han opførte en ny hovedbygning. Gården havde han arvet efter sine forældre, Peder Marsvin og Helle Tagesdatter Hollunger, og arbejdet med det nye hus påbegyndte han, da han i 1576 var blevet lensmand på Odensegård.

I november samme år fik Jørgen Marsvin et kongeligt gavebrev på Hjallelse Kirke med tilladelse til at nedbryde kirkehus og kirkelade og bruge materialerne i et kommende byggeri. I stedet for den arvede hovedgår i Neder-Holluf opførte rigsråden og lensmanden en ny herregård på engene ved Lindved å. Den blev bygget med hjørnetårnene anbragt ind mod gårdspladsen, mens der på ydersiderne var hængetårne på hjørnerne ud mod voldgraven. Det vides ikke med sikkerhed, hvem bygmesteren var, men det har sandsynligvis været den tidligere kongelige bygmester Peter de Dunker. Han stod samtidig for byggearbejder på Odensegård, så det er vel rimeligt at antage, at Jørgen Marsvin har lært ham at kende her.

Voldstedet, hvorpå det énlængede hovedhus i to stokværk voksede frem, var omgivet af brede grave. Røde sten, store vinduer, omløbende gesimser af kridt- og sandsten og tårnene, der egentlig ikke virkede som forsvarsforanstaltninger, men snarere som pynt, og som i dag står med grønne kobberhætter, prægede den nye gård. På trappetårnet anbragtes sandstenshoveder og indskriften: DET HVS ER BYGET ANNO 1577. IØREN MARSWIN. Desuden ses både Jørgen Marsvin og Karen Gyldenstiernes våbener. Men hustruens navn er altså ikke nævnt i teksten! Vender vi blikket opad mod murpartiet under hovedgesimsen, finder vi alligevel en hentydning til hende, for her står i jern I G 1577 K M – Jørgen Marsvin og Karen Gyldenstierne. Ved siden heraf er anbragt et springende marsvin og en syvoddet stjerne i jern. De to ægtefællers våbenmærker.

Hollufgård blev familien Marsvin-Gyldenstiernes hjemsted, når den opholdt sig på Fyn, mens hovedgården Dybæk (Dybäck) var det skånske tilholdssted. Den ligger et par kilometer fra kysten i et område, som dengang var domineret af kær og småsøer, omkring en snes kilometer vest for Ystad.

Det middelalderlige Dybæk blev i 1487 købt af rigsråd Tage Henriksen Hollunger, som sandsynligvis gav gården en ny østfløj. Hans datter Helle Tagesdatter Hollunger arvede Dybæk, der efter hende overgik til sønnen Jørgen Marsvin. I hans tid fik gården efter alt at dømme det nordlige porthus tilbygget.

Ægteskabet mellem Jørgen Marsvin og Karen Gyldenstierne til Avnsbjerg blev indgået i 1565, men forinden havde den vordende brudgom sine problemer med svigermoderen, der tilsyneladende ikke var tilfreds med de indgåede aftaler. Tidspunktet for den endelige formæling blev i hvert fald udskudt, og i et brev fra foråret 1562 mente Mogens Gyldenstierne åbenbart, at sagen måtte have en ende, for da skrev han til den udvalgtes moder, Helvig Mogensdatter Gøye: ”Mærker jeg og, at den gode mand ville have hende hjem, som tilbørligt er. At det nu forlænges for ham, det kan intet godt komme af…..Derfor beder jeg eder, kære søster, I ville betænke eder og lader gøre en ende på sagen med det første, det vil jeg fuldkommenligen have rådet eder, på det der ikke skulle komme andet ondt efter i fremtiden. Jørgen Marsvin er en fin, forsøgt karl, har en nådig og gunstig herre og konge og har og noget selv, en god sædegård i Skåne og en udi Fyn…”.

Fru Helvig afviste imidlertid svogerens lovprisning af Jørgen Marsvin, for hun svarede ham hvast tilbage, at jomfru Karen bestemt var ”så god som han”.

Kort efter fik Mogens Gyldenstierne et brev fra sin svigersøn, Eskild Gøye, og han mente at vide årsagen til, at giftermålet mellem Jørgen Marsvin og den omkring 15 år yngre Karen Gyldenstierne trak i langdrag: ”Haver jeg hørt, at fru Helvig skal være anderledes til sinds, med en anden handel”. Der blev imidlertid ingen anden handel, og Jørgen Marsvin kunne derfor endeligt i maj 1565 hjemføre sin brud.