Estvadgård kloster betalingsstandsning

Fra Wikiroots.dk
Skift til: navigering, søgning

Fra bogen ”Estvad og Rønbjerg sogne”:

Stiftelsens sidste år sorn Estvadgårds ejer

Fra maj 1809 opstod den helt nye situation, at Stiftelsen selv måtte overtage gårdens drift, hvilket den gjorde med Wesenberg som inspektør og Hornstrup som bestyrer af den daglige drift. Og noget tyder på, at Homstrup befandt sig godt i sin nye rolle, hvilket fremgår af flere af hans breve til Wesenberg. Et af disse breve, der behandler hverdagens små og større problemer, gengives her i sin helhed:

"Til Stiftslandinspektør Ludvig Wesenberg. Selve Mortensdag kom Clemen Andersen først med sine 100 stude, og det var en lykke, at han der rned biede så længe, thi jeg havde betydelig nytte af tærskerne og rygterne med gødningens udførsel, hvormed vi nu næsten er færdig. Vi har og, siden rug sæden, 77 tønder blev lagt, og jorden til byg næste år var affællet, udkørt over 1200 læs til rug dette år foruden 250 læs som manglede i byg marken. Jeg havde gjort mig håb om at have fået noget af havre landet pløjet inden vinter, men det vil nu slå fejl.
Så snart vi nu kan blive færdig med møg agningen, så skal vi til at hente af vores hedetørv, som står i stak i den store hede, da vores gamle tørv ej kan vare over 8 dage. Af folk haves 6 tærskere, 4 rygtere til 150 fækreaturers pleje og en karl og en dreng i stalden tit at passe 13 bæster, det er 12 karle foruden avlskarlen, og til ham holdes 4 daglejere så længe gødningens udførsel varer. Indvendig haves en husholder og to andre piger som og hver i sit sted har nok at bestille fra morgen tit aften, men den sædvanlige kvindelige aftens arbejde mangler.
Agter Hr Inspektøren nogen tid at beholde Estvadgård, da bør der tænkes på flere sengeklæder lagner og hølsklæder og i den anledning må jeg spørge Dem, om der ikke for Stiftelsens regning bør købes så meget hør og uld, som de 3 piger kanne spinde i de ledige timer.
Dernæst må jeg også give mig den frihed at spørge, om jeg for Stiftelsens regning må leje lofter i Skive til 2, 3 eller 400 tønder rug, thi al den Guds velsignelse, som er i laden kan ikke rummes på Estvadgårds lofter og dårlige stue gulve, med mindre man skal have noget på kirkeloftet, og det er både besværlig og bekostelig, både at få det op og der ned fra, hvortil kommer, at når et så betydeligt kvantum korn skulle udskibes, ville det ske langsomt, eller meget bekosteligt, når det da alt skulle udføres fra Estvadgård.

Estvadgård d. 22. november 1809

Ærbødigst J. Hornstrup”

Men tre måneder senere var man nået dertil, at Estvadgård med Flyndersø mølle, et par gårde, en snes huse og Estvad kirke Med sognets tiender kunne udbydes til salg på auktion. Denne blev afholdt på Estvadgård den 20. februar 1810, og efter adskillige bud på auktionens enkelte dele trådte generalmajor Bülow frem med et samlet bud på 65700 rigsdaler for det hele.
Dette blev imidlertid overgået af Conrad Lundsgaard fra Tvis kloster, som fik hammerslag på et bud på 65800 rigsdaler.

..…Og så var hun, eller måske snarere hendes broder Jens, der stadig hjalp hende på gården, blevet uenig med forvalter Homstrup på Estvadgård orn udkørsel af noget gødning.
Så sent som den 5. marts 1808 om aftenen gik Jens op til Hornstrup og sagde, at nu krævede hans folk besked, om han kun havde brug for dem til majdag, eller om de skulle blive der ud over denne dato. Hornstrup var i en slem forlegenhed, for ikke blot var han underlagt stiftslandinspektør Wesenberg, men i den spændte situation skulle Rentekammeret i København godkende ethvert skridt, specielt med hensyn til tienderne, som det helst så afhændet til tiendeyderne i hvert enkelt sogn. Hornstrup dristede sig tit at sige til Jens, at han nok "i al stilhed" kunne fæste sine folk, da Gjertrud Laurberg vel ville komme overens med inspektøren om den ny forpagtning. Det var i hvert fald en skam, om hun skulle rejse fra gården, mente Homstrup. Her sluttede mødet brat, idet: "Jens slog til huen nogle gange, og derpå bad han god nat. " Som Hornstrup så kortfattet, men malende beskrev sceneriet i et brev til Wesenberg dagen derpå. Og Hornstrup fik jo ret. Forpagtningskontrakten blev underskrevet en allersidste gang, og den udløb endelig den 1. maj 1809.