Egholmfejden

Fra Wikiroots.dk
Skift til: navigering, søgning

Fra ”Egholmbogen” af Kr Værnfelt:

Om den store familiestrid på Egholm

Maren Nielsdatter, 1629—34. Hendes Søn af første Ægteskab, Peder Corfitzen, som var hjemme og drev Gaarden blev Anledning til en større Fejde, der begyndte paa Egholm, fortsattes i lange Tider for Aalborg Byting og endte for Viborg Landsting, en Fejde, som næsten alle Egholmerne deltog i. Han var i 6-7 Aar gode Venner med Søren Kjærulfs Datter Bodil i Nabogaarden Rævsgaard, og i Aarenes Løb fik de 3 Børn sammen. Imidlertid var Peders Moder meget imod Partiet og søgte at forhindre det.

Da det saa i Foraaret 1634 viste sig, at Peder var bleven meget gode Venner med sin Moders Tje- nestepige, Maren Nielsdatter, udbrød der en bitter Strid mellem de to Familier, og Peder klagede senere i Retten over, at Bodils Moder og to Søstre »havde ham saaledes undsagt og truet, at han ikke kunde komme af sin Moders Gaard, hendes Arbejde at forrette og gøre, som det sig burde, for saadan deres Trusel og Undsigelse, og de havde hødet ad ham, med Kæppe og Næver og truet ham, at han skulde faa en Djævlens Færd, samt kaldt ham baade for Tyv og Skælm«. En Dag først i Maj, det var Dagen efter St. Valborgs Dag, gik Peder vesten om Rævsgaard for at komme sønder i Marken. Da han gik langs Laden, kom Søren Kjærulfs Kone, Bodil Jensdatter, efter ham med en Kæp og truede ham, fordi han gik og udspredte løgnagtige Rygter om hendes Mand - samt sagde, at det var en smuk Tak, fordi de opfødte hans Børn.

Peder søgte at undslippe, men den vrede Bodil fulgte med ud ad Markvejen uden at bryde sig om Peders gentagne Forlangende, »at hun skulde lade ham nyde Fred«. Tilsidst blev han vred og slog til hende, hvorefter han skubbede hende i Grøften - saa hun kort efter kom hjem med Blodet løbende ned over Ansigtet.

I Retten paastod Peder, at hun havde haft sit Forklæde fuldt af Sten, som hun havde slaaet paa ham, men det benægtede Bodil bestemt; hun havde kun skældt ham ud, Slagsmaalet var bleven bemærket af Anders Kjærulf og hans Folk, der gik og pløjede, og Karlen sagde: »Se, hvor Bodil Jensdatter forfølger vor Pier!« Men da Peder kort efter kom hen til dem og i en lidt forsoren Tone sagde: »Saa du, hvor jeg og Bodil Jensdatter sloges?« - da svarede Anders, der nødigt vilde tage Parti, da begge Parter, var hans nære Frænder: »Jeg gav ikke fuldelig Agt derpaa, men for Resten var det ikke smukt af dig at slaas med en gammel Kone.« Per blev flov og svarede: »Jeg skød hende bare fra mig, saa hun faldt, saa gik jeg fra hende og skammede mig.«

Da Anders om Aftenen havde spændt fra Ploven, gik han paa Hjemvejen ind hos Broderens, og da saa han, at Svigerinden var »stor imellem hendes Næse og Mund«. Hun havde dog ikke tabt Modet, thi da Anders sagde: »Efterdi I er en gammel Kone, kan I saa ikke lade Jer nøje, uden I skal slaas!« - svarede hun, at hun var god til at slaas.

Straks efter stævnede Søren Kjærulf Peder Corfitzen, fordi han havde slaaet hans Hustru og gjort hende Skade, samt fordi han var gaaet til hans Hus og havde bedraget hans Datter og beligget hende og avlet Børn med hende - ikke een og to – men trende Gange.

Peder indledede imidlertid en Modoffensiv, og hans Moder var saa frimodig, at hun paa Tinget klagede over Søren og hans Kone, »fordi de ikke har optugtet deres Datter Bodil Sørensdatter, som de burde - men formedelst deres Medlidenhed tilstedt hende til Løsagtighed og Letsindighed at bedrive med min fattige Søn Peder Corfitzen, og ført ham i den ene Ulykke efter den anden, hvilket hendes letsindige Levned aldeles af forskrevne Søren Lauritzen og hans Hustru er ulastet og ukæret - saa jeg formener, de selv er Aarsagen til saadan deres Datters uskikkelige og letfærdige Levned, som hun har brugt, efterdi hun har søgt og traadt efter forskrevne min Søn - og selv hentet sig det, hun i saa Maader bekommet har. «

Peder søgte ved Vidnesbyrd af nuværende og forhenværende Tjenestefolk at bevise, at han aldrig havde været i Rævsgaard i ulovligt Ærinde – men det var Bodil, som altid havde »traadt« efter ham. Efter hans og Moderens samt efter Pigen Maren Nielsdatters Vidnesbyrd (det var hende, som i Øjeblikket nød Peders Venskab) var han nærmest en forfulgt Uskyldighed, og baade han og hans Moder var Genstand for megen Forfølgelse og Ondskab fra Rævsgaardsfolkenes Side. Peders Tjenestekarl vidnede, at Bodil Sørensdatters Søstre, Gjertrud og Maren, havde sagt til ham, at dersom Maren Nielsdatter kom uden for hendes Gaard, saa skulde de lave hende saadan til, at hun ikke selv kunde gaa ind igen.

Og Peder selv paastod, at Bodil Jensdatter og de to Døtre overraabte og udskældte baade ham og hans Moder, saa snart de kom uden for Gaarden, saa de ikke kunde passe Gaardens Avl og Bjerring eller i anden Maade søge deres Næring for dem, og han henstillede til Byfogeden, at han og hans Moder »for Guds og. Kongelig Majestæts, min allernaadigste Herres Skyld maatte nyde Fred og Rolighed for deres unyttige og ærerørige Skældsord saavelsom Hug og Slag«.

Muligvis er en Del af Peders Paastande sandfærdige; Kjærulferne i Rævsgaard har sikkert været slemme efter ham. Anderledes fremstilles Sagen af den bedragne Pige og hendes Søskende. Broderen Jens Egholm i Aalborg fortalte, at det Aar, Fjenden kom ind (1627), da var Peder sent ud paa Aftenen kommen ind i Rævsgaard og havde spurgt efter Bodil, og da han flere Gange havde spurgt: »Hvad vil da hende?« havde Peder sagt: »Gid Knøffelen fare i mig, om jeg vil tale med hende til nogen Uære!« 

Og Jens berettede videre, at Peder »mange andre Tider kom til Bodil i deres Huse og Gaard aarle og silde, saa hun ikke kunde komme ud at vande et Nød, før han jo hængte over hende«. Broderen Morten bevidnede, at Peder, var kommen til Gaarden tit og mange Gange, baade før Fjendens Tid og siden, og at han var hos Bodil aarle og silde. Af endnu mere Virkning end Brødrenes Vidnesbyrd er Bodils Skriftlige Indlæg, der i forkortet Form lyder saaledes: »Er det min Last og Klage over Peder Corfitzen paa Egholm, at han paa tre Aars Tid har haft Forsæt at ville bedrage mig. Og imidlertid han saa tit og ofte har ladet sig finde i mine Forældres Gaard, har mine Brødre sagt til mig: »Os synes uærligt, at Peder Corfitzen søger saa tit og ofte hid, og lader sig høre at ville tilbyde Æren, og dog intet fuldkommes, men dersom vi vidste, at han kom i anden Mening, da skulde det endelig fortryde os.« Og saa undskyldte jeg ham for mine Brødre formedelst Ulykke, Og saa hvad vi da siden med hverandre har begaaet, har været mine Forældre aldeles ubevidst. Anden Gang efter første Forseelse med P. C. har hans Ord været: »Dersom du vil drage fra dine Forældre, da skal dig forskaffes, hvad du behøver.« Tredje Sinde, da han kom fra København, flyede han mig særlig tre Mark og sagde til mig: »Tag dem og ød dem ikke for mig, du skal ingen Nød have. Jeg skal forsørge dig og dine Børn; jeg vil nu ikke længere tage paa min Moders Snak, og vil være om Nielses Gaard; østen Kirken paa Gjølland, om ingen anden kan bekommes«, og dertil sagde han: »Jeg gaar ofte efter dig aarle og silde, førend jeg kan komme dig til Ords«, - hvilket er min Klage og sandfærdige Beretning.« Men Peder var ikke forknyt; han tilbød at gøre sin Saligheds Ed paa, at alt det, som Bodil og hendes Søskende havde sagt, var Løgn og Digt tilhobe og sagt af lutter Had og Avind.

Sagen gik nu sin Gang i Løbet af Sommeren 1634, og Egholm Folk havde i den Anledning en Mængde Sejlture til Aalborg, men efterhaanden synes det, som Peder indsaa, at Sagen i første Instans var tabt, thi han mødte trods gentagne Stævninger ikke mere paa Tinget. Den 22. Sept. erklærede Byfoged Mogens Jespersen »Peder Corfitzen derudi Uret at have gjort og bør derfor at stande til Rette«, og 13. Okt. stod Søren Kjærulf paa Tinget og erklærede Peder for at være en Løgner for ubevist Klage over Sørens Hustru og Børn. Da havde Peder for længst indanket Sagen om Slagsmaalet for Viborg Landsting, og her blev han pure frifundet, særlig fordi Anders Kjærulf ogsaa her paastod, at han intet havde set. I Landstingets Dombog staar, at Lørdag d. 22 Nov, 1634 fik »Ærlig og fornunftig« Peder Corfitzen paa Egholm Dom i en Sag, han havde ført frem fra Aalborg Byting.

Dommen lyder saaledes:
»Saa og efterdi forskrevne Anders Kjærulf og hans Medfølgeres Vidnesbyrd ikke haver vidnet dem at have set, at forskrevne Peder Corfitzen slog Bodil Jensdatter eller gjorde hende Saar eller Skade, men vidner efter Sagen og ikke deres egen Vitterlighed, saa samme Syn og Sigtelse ikke lovlig er bevist. Da kunne vi efter saadan Lejlighed ikke kende samme Vidner saavelsom bemeldte Sigtelse og Syn eller den Del, derefter drevet er, saa noksom, at de bør nogen Magt at have, men magtesløs at være. «

Peder klarede sig altsaa fint, men Aaret efter var det atter galt med ham. I Lensregnskabets Sagefaldsliste for 1634—35 staar: »Aftinget Peder Corfidsen for Leyermoll med Maren Nielsdatter 16 Dlr.«

Det var den Pige, der havde vidnet saa smukt om hans Uskyldighed Aaret før. Bøden er ganske usædvanlig høj, men det var jo ogsaa fjerde Gang, han var paa den Galej. Samme Aar forsvandt Peder og hans Moder fra Egholm, og rimeligvis har Kjærulfeme i Rævsgaard gjort dem Tilværelsen for broget.


Corfitz Pedersen (Kjærulf), f. o. 1630, d. o. 1690, var Søn af Bodil Sørensdatter Kjærulf og Peder Corfitzen. Han blev ca. 1675 gift med Bodil Madsdatter, f. 1642, d. 1718. Af deres Børn kendes:
1. Maren Corfitzdatter, f. 1676, .d. 1751, g. m. Jens Sørensen paa Gjøl.
2. Karen Corfitzdatter, f. 1678, d. 1745, g. m. Anders Sørensen paa Gjøl.
3. Peder Corfitzen,.f. 1679, d. 1761. Arvede Hjemmet.
4. Bodil Corfitzdatter, f. 1680, d. 1752, g. m. Anders Mørch i Vejlegaarden,
5. Mads Corfttzen, f. 1683, d. 1760. Han boede paa Hvoruptorp o. 1722—52, derefter i Lindholm, og døde hos Datteren Margrethe i Vejlegaarden.